Home                                  Galleri                                  Artsliste                                  Artikler & Links                                  Uge 41
 

Om siden

Om Ulf Eschou Møller

Galleri

Artsliste

Artikler & Links

Uge 41

Ørkenstenpikker

Fugle oplevelser:

 

 

 

 

 

Fugle i 2004

Fredag d.  31/12: Status for året der gik

Året bød på virkeligt mange store fugleoplevelser, og det blev til hele 12 nye arter. I kronologisk rækkefølge blev det: landets 16. fund af Blåvinget And ved Sneum Engsø, 10. fund af Alpejernspurv i Blåvand, ca. 30. fund af Hvidøjet And i Ejby Mose, 7. fund af Amerikansk Hjejle på Fanø, Hvidnæbbet Lom ved Husby Klit, 16. fund af Hvidrygget Ryle og 2. fund af Mongolsk Præstekrave på Rømø, 3. fund af Bonapartemåge i Hirtshals, Lille Stormsvale ved Nr. Lyngvig, 7. fund af Blåstjert, 4. fund af Gråsejler og slutteligt Krognæb i Utterslev Mose.

Året startede med oprettelsen af en ny klub: Klub 5 - for ornitter der har set 5 ørne på én dag i Ringkøbing Amt! Ørnene var fordelt med 1 Kongeørn (ny amtsart) og 4 Havørne. Som sidegevinst til Havørnene ved Klægbanken, blev det til hele 4 Mosehornugler ved Halby, på en "overdagningsplads". Det blev februar, og næste skud på den ornitologiske stjernehimmel var "Et par briller" ved Blåvand i form af en han og en hun, der blev nydt i selskab med BEM, ASF, HKn, BEJ m.v. I slutningen af marts blev det til en SU-art, men dog kun en Korttået Træløber ved Hoven (fundet af MMJ og RYT). Fundet er blevet beskrevet og godkendt af SU.

De første egentlige forårsture gav Nordiske Lappedykkere ved Blåvand og Skestorke på Værnengene og Skjern Enge, men det skulle blive maj før det rigtig gik løs! Netop d. 1/5 gav havobsen ved Nr. Lyngvig en Islom, og senere samme dag så jeg min 2. Triel i Danmark, idet en fugl rastede ved Hjardemål i Thy. Dagen efter startede med Sydlig Blåhals, men senere på dagen var det en "anden" blå der dominerede. En Blåvinget And blev meldt fra Sneum Engsø, og den blev succesfuldt twitchet og fuldendte en mega weekend. 

Da maj var 11 dage gammel, kom den første egentlige chokmelding, idet Henrik Knudsen havde ringmærket en Alpejernspurv (10. fund i DK), som jeg twitchede sammen med TBN. Det lykkedes at se denne fede art ekstremt godt, og efterfølgende sås Silkehejre på Skallingen og Sydlig Nattergal hørtes ved Varde Kær. Resten af maj var på det jævne, med gode ture til både Blåvand, Mandø, Rømø og Vest Stadil Fjord hvilket medførte Mellemkjove, Karmindompap, Silkehejre, Turteldue og Stribet Ryle m.v. hvorimod juni gik helt over gevind. Allerede d. 7. fik jeg et lift af kæresten til Hvidøjet And ved Ejby Mose, og kun 2 dage efter var det Amerikansk Hjejle på Fanø, der blev twitchet sammen med NPB og BD. Da det så blev weekend, fik jeg overtalt EE til en havobs., hvilket resulterede i en meget sen Hvidnæbbet Lom ved Husby Klit.

Juli vil især blive husket for én legendarisk dag, med Mongolsk Præstekrave og Hvidrygget Ryle den samme dag på Rømø! Det var hhv. 2. fund og 16. fund i Danmark, og begge arter blev set kanon godt. Resten af sensommeren bød på endnu en Stribet Ryle (ved Vest Stadil Fjord) foruden en ringmærket Savisanger (Indfjorden), et par Rovterner samt Ringkøbing Amts måske første fund af ynglende Korttået Træløber i Herning (godkendt af SU).

Midt september bød på mange gode dage med havobs. så der blev i 2004 noteret mange Stor Stormsvaler, Sodfarvede Skråper, Sabinemåger. Det første egentlige efterårshit, dukkede op i starten af en forrygende Uge 41, med en Bonapartemåge i Hirtshals, som jeg fik æren af at genfinde. Dagen efter bød på min kun 2. observation af Nordisk Lappedykker i Rgk. Amt mens mandagen gav en Lille Stormsvale i SØ-vind! Om tirsdagen lykkedes det hele Lyngvigbanden at twitche Blåstjert i Hanstholm, mens resten af Uge 41 bød på flere havfugle med Sodfarvede Skråper, Store Stormsvaler, Sabinemåger, Lille Kjove, Storkjover, Brilleand (ny amtsart), Mellemkjover, Islommer.

Efteråret gik på hæld, men midten af november kan stadig være god. Fredag d. 5. havde jeg taget fri fra arbejde, og det lykkedes at se Gråsejler i Esbjerg, men en endnu større oplevelse kom tirsdagen efter hvor jeg så verdens mest tamme Krognæb i Utterslev Mose. En helt surrealistisk oplevelse, der bestemt vil blive husket i mange år! Julen begyndte at trænge sig på, men svenskerne bød på en stationær Ismåge. Det har altid været en af mine drømmearter, så tog turen til Sverige sammen med HKn, KKK og LHH. En virkelig hyggelig drengerøvstur og en stor oplevelse med mågen. Året sluttedes af med 5 Krognæb i Frederikshavn, som en værdig afslutning på et forrygende fugleår 2004.

_______________________________________________________________________________________

Onsdag d. 29/12: Krognæb, Rimmens Allé Frederikshavn 

Så blev julen igen veloverstået, og man nåede lige akkurat at få købt de sidste gaver i ren panik kort før lukketid. Alt var som det plejer at være og aftenen forløb planmæssigt i hyggelige rammer og jo, julen er hjerternes fest. Men dagene er på denne tid af året kortere end hvad godt er, så det var småt med fuglene, og da jeg samtidig skulle arbejde et par af dagene mellem jul og nytår, var der ikke udsigt til det store. Men naturen er og bliver forunderlig, og der dukker jo altid et eller andet spændende op når man mindst venter det. Således blev det, at jeg fik tilbudt et lift til Frederikshavn sammen med Klaus Kevin Kristensen (KKK), Ringkøbing og Henrik Stenholt (HST), Silkeborg for at se krognæb. Jeg havde godt nok set arten før, men... læs resten her. Se billederne samt video-sekvens i galleriet her.

 
Billeder af Krognæb på netfugl her

Favoritfoto af fuglene fra Frederikshavn her

Fund af Krognæb i Danmark her

 

Krognæb, Frederikshavn d. 29/12 2004

Krognæb, Frederikshavn d. 29/12 2004

_______________________________________________________________________________________

Lørdag d. 11/12: Ismåge, Lerkil Hamn Sverige

Der er sjældent at jeg krydser Storebælt for at se en ny art, så tanken om at tage helt til Sverige virker jo umiddelbart fjern. Ikke desto mindre, fandt jeg lynhurtigt interessen, da svensken havde fundet en Ismåge, der rastede ved en havn ca. 30 km. syd for Göteborg. Absolut en af mine drømmearter og jeg fik stablet et hold på benene bestående af KKK, LHH, HKn og jeg selv. Det blev en helt igennem fantastisk drengerøvstur, med en giga stor oplevelse med den højarktiske måge. Læs mere om denne begivenhedsrige dag her, og se flere billeder af Ismåge her.

 

Ismåge 1cy, Lerkil Sverige 11/12 2004

Ismåge 1cy, Lerkil Sverige 11/12 2004 Ismåge 1cy, Lerkil Sverige 11/12 2004

_______________________________________________________________________________________

Tirsdag d. 9/11: Krognæb, Utterslev Mose

Meldingen om Krognæb, Nordens papegøje ved Utterslev Mose ramte hårdt. Igen en drømmeart (drømmer da vist om de fleste arter?), men grundet arbejde kunne jeg ikke lige komme af sted i første omgang. Heldigvis kunne jeg få det timet i den grad! Da jeg om tirsdagen går på Syddansk Universitet i Kolding (Cand.merc.aud), kunne jeg få min kollega til at køre mig til Vejle, for at jeg derefter blev samlet op af TBN, RDN og SSL der kom fra Århus. Tjuhej der var dømt drengerøvstur til Sjælland, og snakken gik lystigt på de knap 2,5 timer. Da vi ankom, kunne vi gå direkte til en sublim oplevelse med Krognæb på røreafstand!

 
Billeder af Krognæb på netfugl her og galleriet her.

Favoritfoto af fuglen Utterslev her og mindeside her.

Fund af Krognæb i Danmark her.

Krognæb 1cy hun, Utterslev Mose d. 9/11 2004

Krognæb 1cy hun, Utterslev Mose d. 9/11 2004

Det var en ekstremt stor oplevelse at se så tillidsfuld en fugl, og det var en af de største oplevelser jeg har haft med fugle. Efter denne sublime oplevelse kørte vi til Burger King i Køge, og gav den bundgas..... se her.

_______________________________________________________________________________________

Fredag d. 5/11: Gråsejler, Esbjerg

Arbejdet kom igen i vejen, så det blev først på tredje dagen, at jeg kunne twitche sejleren i Esbjerg. Jeg kørte med Bo Daugaard derned, og vi luskede sammen med ca. 10 andre (KEK, KBC, SG m.fl.) og efter godt en time, får jeg øje på en sejler der flyver langs trækanten ved fodboldbanerne. Vi ser sejleren så kort, at en bestemmelse ikke var mulig, men det lugtede da langt væk... derefter gik vi og ventede i lang tid på at fuglen skulle dukke op igen, men den var som sunket i jorden. KEK skulle møde på arbejde, så han måtte desværre forlade stedet ved middagstid. Da han havde et rundstykke til overs, fik jeg tilbuddet og takkede pænt ja. Jeg fik overdraget roget, hvorefter KEK drog hjemad mod Ringkøbing. Jeg småsnakkede lidt med Søren Gjaldbæk inden vi begav os op mod fodboldbanerne igen, og idet jeg træder ud på plænen, opdager jeg Gråsejleren der flyver direkte imod os! Jeg råber op i vilden sky, og vi får alle set fuglen omend ikke særligt godt. Lyset var desværre ikke så godt, men flere kendetegn noteredes. Dagen før blev dette billede taget så døm selv. Efterfølgende begav vi os til Hjerting Strand, hvor der var set en Mellemkjove. Det viste sig dog at være en Almindelig Kjove, men dette kunne ikke ødelægge en ellers ok dag i Esbjerg.

_______________________________________________________________________________________

Fredag d. 8/10: Brilleand, Nr. Lyngvig

Endnu en god havobs. ved Nr. Lyngvig gav et gensyn med Brilleanden, men også 2 1cy Sabinemåger, 2 adulte Mellemkjover, 2 Store Stormsvaler, 1 Mosehornugle og 3 Storkjover. Hele dagens observationer kan ses her. I løbet af hele Uge 41, var vi ekstremt heldige med havobs., så der var nok til de lange vinteraftener.

_______________________________________________________________________________________

Onsdag d. 6/10: Brilleand, Islom, Lille Kjove, Stor Stormsvale, Sabinemåge m.m., Nr. Lyngvig

Efter gårsdagens succes oplevelse, var det igen tid til en havobs. ved Nr. Lyngvig, og det blev en totalt gennemført dag. Den bedste oplevelse var da Erik Enevoldsen genfandt den Brilleand han, der var meldt d. 26/9, og det var en ny amtsart for mit vedkommende. Oven i hatten fik vi noteret så fede arter som Islom 1, Lille Kjove 2 1cy, Sabinemåge 2 1cy og Stor Stormsvale 5! De øvrige observationer fra denne superdag ved Nr. Lyngvig kan ses her.

_______________________________________________________________________________________

Tirsdag d. 5/10: Blåstjert, Hanstholm og Sabinemåge

Hele Lyngvigbanden gik og kratluskede ved Nr. Lyngvig da dofcall adviserede om BLÅSTJERT ved Hanstholm Fyrhaver, fundet af HHN. ASF gik helt i baglås og gik 11 gange rundt om sig selv med en tilsvarende kadence i smøger! Baggrunden herfor var at ASF netop havde sagt til HHN at tirsdag (på HHN´s fridag) skulle han holde sig klar - men det blev altså HHN der slog til på denne dag. LP, ABB og jeg var klar på at rykke med det samme mod Hanstholm. De to lokalpatrioter EE og ASF var knap så hurtige ude af startblokken. For EE gjorde det jo nok ikke så meget da han så den i Blåvand i 1994, men da var ASF på Grønland og den stod vist højt på ønskelisten? ASF kunne ikke få sig selv overtalt til at vi hoppede i den lejede bil og brændte kr. af mod Hanstholm, så foreslog i stedet at vi kørte til EE´s have ved Søndervig for at slå net op! Da trådte EE i karakter, da han godt kunne se den var helt galt med ASF, så det blev besluttet at nu kørte vi altså!

Vi kørte langs kysten op til Thyborøn, hvor EE fandt en ung Gråmåge mens vi ventede på færgen. Da vi kom over på den anden side fortsatte turen mod fyrhaverne og EE så sit snit til at stresse mig yderligere med et "shit - hvad er der nu galt med motoren....", tarveligt. Vi ankom til fyrhaverne og parkerede bilen og påbegyndte at kratluske. Jeg satte mig godt til rette på Lennarts rygsækstol, og kiggede intenst ind i krattet, men der var ikke en fugl at se! KEK var også ankommet til Hanstholm, og i fællesskab eftersøgte vi krattene, men uden resultat. Klokken nærmede sig middag, og som så mange andre gange før, skulle KEK hjem og på arbejde. Han kørte slukøret sydpå i sin nye bil - Toyota Yaris.

Få øjeblikke efter at KEK var kørt, kom det befriende opkald fra KBC: "De har fanget den!!" Jeg styrtede ud af krattet, og fik i alt hast rygsækstol m.v. kastet på ryggen og adviserede de nærmeste om fangsten. Febrilsk fik jeg ringet KEK op, så han kunne nå at få vendt hit-mobilen og få del i seancen. Vi begav os alle mod det sted hvor JKy ringmærkede, og der kunne vi så nyde synet af den ekstremt smukke Blåstjert. Det var en total drømme art at få at se, så glæden var helt i top! Se flotte fotos af fuglen her og her.

Efter den store oplevelse at se Blåstjerten, tog vi til Hanstholm Havn, og nød synet af en 1k Sabinemåge, så det blev en helt uovertruffen dag i Hanstholm.

_______________________________________________________________________________________

Mandag d. 4/10: Lille Stormsvale, Nr. Lyngvig

Uge 41 er et af årets absolutte ornitologiske højdepunkter, og efter at have genfundet Bonapartemågen i Hirtshals om lørdagen, var humøret helt i top. I løbet af efteråret havde jeg misset en del store havfugledage, idet arbejde og skole jo skulle passes, og forventningerne til denne dag rent havfuglemæssigt var ikke særligt store. Det blæste ca. 20 m/s, men fra SØ, hvilket er noget langt fra det ideelle SV. Ikke desto mindre opdage ASF pludselig en stormsvale der trak nord! Jeg fik hurtigt fundet fuglen, ligesom ABB fik spottet den. Proportionerne og flugten var alarmerende anderledes end alle de Store stormsvaler jeg havde set i efteråret, og vi fik hurtigt bestemt den til Lille Stormsvale. Især den korte hånd og mere direkte flugt var markant anderledes end hos stor.  Jeg ville virkeligt gerne have set de hvide felter i undervingen, men det lod sig desværre ikke gøre på den afstand. Det var et stænk malurt i bægeret at EE ikke fik fundet fuglen, og det var nok fordi vi var for dårlige til at beskrive hvor den var - ærgerligt. Jeg håber dog at EE nød den flaske rødvin, som jeg gladeligt satte på bordet samme aften, for det var trods alt en af drømmehavfuglene jeg endeligt fik at se, og så ved Nr. Lyngvig! Det var en fed start på en forrygende uge 41, der igen bød på et hav af fugle.

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 3/10: Nordisk Lappedykker, Nr. Lyngvig

Den officielle start på Uge 41 startede helt forrygende med en god havobs. Obsens højdepunkt var helt klart en sydtrækkende Nordisk Lappedykker (kun min 2. obs i Ringkøbing Amt), men der blev også noteret Stor Stormsvale. Se dagens observationer her.

_______________________________________________________________________________________

Lørdag d. 2/10: Bonapartemåge, Hirtshals

I løbet af ugen var der meldt Rosenbrystet Tornskade i Skagen, den anden i 2004, og jeg håbede på at den ville raste til weekenden, da jeg var ophængt af arbejde. Om torsdagen var den i hvert fald meldt, så KEK tog turen mod Skagen fredag, for at revanchere forårets nederlag, hvor han tog hjem dagen før den Rosenbrystede Tornskade, som KKK og RSN fandt. Dette fund var efter en yderst lovende vejrudsigt med sydøstenvind der afløstes af vestenvind, et giftigt vejromslag der ofte giver et hit. KEK har modtaget nogen høvl for denne disposition, men det kunne jo ligeså godt have været ved Blåvand at hittet sad.

Alt i mens KEK huserede i Nordjylland, kunne jeg følge slagets gang på kontoret, men tornskaden blev aldrig meldt. så arten er stadigvæk opført på ønskelisten for os begge. De dystre udsigter blev dog forvandlet ved en chokmelding fra Hirtshals, idet Lars Raunsgaard havde fundet landets kun 3. Bonapartemåge! KEK var jo i nabolaget, og kørte direkte til dyret, men så den kun kort inden den trak ind over land. Ikke desto mindre, var jeg frisk på at give mågen et forsøg, som indledning på Uge 41, hvor vi skulle mødes i sommerhus senere på lørdagen.

Jeg fik arrangeret med Niels Peter Brøgger og Bo Daugaard, og da jeg skulle lægge bil til, fik jeg gennemtrumfet at vi skulle vanvittigt tidligt af sted (mener det var kl. 4!). Det var i hvert fald tidsnok til at vi kunne proviantere hos bageren i mørke, og begive os mod Hirtshals Øststrand. Det lysnede lige så stille, og der var vel mødt ca. 40 ornitter op for at lede efter Bonapartemågen. Da mågerne ved havnen var tjekket, stod de fleste og kiggede ud over havet eller mod nord. Der var dog en del Hættemåger i retningen af havnen, så jeg besluttede mig for at kigge her.

Pludselig kommer der en mindre måge flyvende ind i scop-feltet, og jeg kan tydeligt se "spinkelheden" af den hættemåge lignende fugl, men med hvide undervinger, især i hånden.... Bonapartemågen!! Jeg får adviseret de andre, og vi kan nu følge mågen flyvende og kort stående inden den flyver forbi os alle, og krydser ind over stranden for at forsvinde inde over land. Til trods for heftig eftersøgning resten af dagen af de ca. 50+ fuglekiggere, blev mågen aldrig genfundet den dag. Som en pæn sidegevinst til Bonapartemågen, fik vi set flere Toplærker, der efterhånden er ved at være ekstremt sjældne herhjemme.

Vi var således svineheldige med de få minutter vi fik at se, og glade kunne vi begive os hjemad mod Midtjylland og senere Søndervig til starten på Uge 41.

Læs mere om fundet af Bonapartemåge her, se billeder af mågen her

Læs mere om fund af Bonapartemåge i Danmark her.

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 19/9: Sabinemåge 1cy, Hvide Sande

Efter en DOF-tur som jeg havde afholdt, fortsatte Morten Stampe Larsen og jeg til Hvide Sande for at se om der rastede noget der. Vi tog ud til den lange mole, uden dog at finde det store, så glæden var stor da jeg fandt en lille mørk måge, der rastede i det indre havnebassin sammen med nogle få andre måger. Jeg tænkte med det samme at det måtte være Sabinemåge, så involverede lige Morten ved at spørge: "Kan du se den måge der, hvad er det for en?". Svaret kom prompte fra Morten - Sabinemåge! Vi observerede mågen en halv times tid inden jeg skulle hjemad igen, men fuglen rastede i flere dage og blev twitchet af flere (eks. ny art til Niels Peter Brøgger). Se billeder af Sabinemågen i galleriet her.

_______________________________________________________________________________________

Onsdag d. 15/9: Havtræk ved Nr. Lyngvig

Havfugletræk er noget af det fedeste indenfor feltornitologien, og det er til at blive helt høj, når man rammer de rigtige dage. Jeg var så heldig at have ferie midt i september, og denne dag blev en af de helt gode, i et godt havfugleår. Således fik vi denne dag noteret: Sodfarvet Skråpe 2, Stor Stormsvale 26 samt 10 Stormsvale sp, Sabinemåge 6, Storkjove 7, Almindelig Kjove 42! Se turens observationer her.

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 12/9: Havtræk ved Nr. Lyngvig

Vejret var helt perfekt til havobs. og vi var 12 personer der havde indfundet sig ved havtræksstedet, Nr. Lyngvig. Det blev en helt igennem forrygende havfugledag med highlights som: Sodfarvet Skråpe 19, Stor Stormsvale 5, Sabinemåge 3, Sorthovedet Måge 2cy, Storkjove 13, Almindelig Kjove 37. Se flere observationer fra denne mega dag med havfugle, her. Det er toppen når man netop rammer disse dage, og hovedreglen er da også at hvis vinden er 10+ m/s, og mellem SSV og VSV, så er Nr. Lyngvig stedet!

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 5/9: Ringmærkning, Indfjorden

Efter den lidt blandede oplevelse med ringmærkning ved Indfjorden d. 8/8, var jeg spændt på om vi kunne få fred og en hyggelig oplevelse. Desværre kunne Lasse og Susi ikke komme med, men det blev sandelig en hyggelig dag, hvor jeg for alvor fik indviet mit nye kamera. Klimaks foruden de flotte Skægmejser var en 1cy Vandrikse, som jeg vist fik gennemfotograferet. Se mine fotos fra denne spændende dag:

 

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 29/8: Rovterne 1 of Enghavevej, Ringkøbing

Nogen gange er man bare for heldig... Jeg havde været i byen aftenen for inden, og Louise og jeg ville køre hjem til Herning efter at have besøgt familien. Da vi ikke havde planlagt noget aftensmad, ville vi lige køre i Kvickly og købe en lun leverpostej, så vi da havde noget i huset. Efter at have handlet, kører vi ad Enghavevej, og ca. ved KKK´s hus opdager jeg en stor terne med stort rødt næb og sort felt på håndens underside - Rovterne! Jeg kunne desværre ikke nå at alarmere KKK om den fede grundart, da den trak målrettet mod SSØ. Fed Ringkøbing obs.... og min anden Rovterne i sensommeren.

_______________________________________________________________________________________

Lørdag d. 14/8: Korttået Træløber, Sdr. Anlæg i Herning

Følgende er sakset fra min SU-beskrivelse af fundet: "Medio august skal jeg se vadefugle og ikke tosse rundt i en park i Herning, men det går ikke altid efter planen. Jeg havde aftalt at mødes med Karl Erik Kristensen i Skjern, hvor det var meningen at jeg skulle tage det tidlige morgentog fra Herning. Uheldigvis havde Banedanmark i samme periode iværksat sporarbejde på en del af strækningen, hvilket nødvendiggjorde bustransport med Arriva i stedet. Jeg fandt det forkerte busstop, så Karl Erik blev sat i bero, og jeg havde nu 2 timer til overs i Herning midtby…. Totalt ”nederen”, men jeg havde netop fået mit Nikon Coolpix kamera, så jeg kunne jo gå i Sdr. Anlæg, der ligger lige syd for banegården og kun 1 minuts gang fra det busstop jeg burde have fundet!

Jeg startede på min ufrivillige parklusk, og fandt et lokalhit i form af en 1k grønspætte, som det lykkedes mig at få de første jomfruelige dogme-digifotos af. I min videre lusken, hørte jeg pludselig det velkendte kald fra Korttået Træløber, et relativt gennemtrængende ”dyt”, der i klang gav association til sortmejse. Jeg gik efter lyden, og til min store overraskelse fandt jeg 2 Korttået Træløbere sammen, mens jeg kunne høre én kalde i nærheden – dvs. hele 3 fugle! Jeg observerede de to fugle igennem ca. 20 minutter, hvor de hele tiden fulgtes ad og fouragerede på karakteristisk træløber manér ved at kravle op ad stammerne alt i mens den tredje kunne høres i det fjerne". Læs resten af SU beskrivelsen her.

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 8/8: Savisanger og Rovterne, Indfjorden

Jeg var helt euforisk over at være blevet inviteret med til Indfjorden for at følge ringmærkningen. Ligeså hurtigt kom jeg ned på jorden, da der allerede var ankommet biler til Indfjorden, blot for at vente på Vandsanger... Det var rent ud sagt respektløst over for ringmærker Peder Flansmose, og det lagde en tung dæmper på hvad der kunne have været en super dag. Fuglemæssigt var det faktisk meget meget godt med masser af fugle i nettet, hvor det også blev til en ny mærke-art for Peder. Han fangede nemlig en Savisanger, hvilket er højst usædvanligt. Se fotos af fuglen her.

I ren afmagt over det store forventende publikum, gav jeg mig til at kigge ud over Indfjorden. Her opdagede jeg så en Rovterne der fouragerede langs rørkanten og vi så også en Fiskeørn samme sted.

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 18/7: Stribet Ryle, Skjern Enge

OA og KEK fandt en Stribet Ryle om lørdagen på Skjern Enge, så den ville jeg ned og se selvom jeg allerede havde set en i år. Da jeg ankom var fuglen ikke genfundet endnu, og en overgang troede jeg lige at jeg havde genfundet den.... men det var en Temmincksryle! Fuck hvor pinligt, men på en eller anden måde kan den være ligesom Jernspurv, da man kan få den til at være hvad som helst. Uheldigvis var observationsbetingelserne faktisk meget gode, så det må have været en kombination af tankeløshed og forkert bedømmelse af størrelsen, der snød mig. ØV! Heldigvis varede det ikke længe inden den rigtige Stribede Ryle dukkede op, og kunne nydes på ok afstand. Det er altid fedt at se vadefugle, og heldigvis er Stribet Ryle ikke så ualmindelig mere (det var 4 fugle jeg har set med en fordeling der hedder Vest Stadil Fjord 2, Værnengene 1 og Skjern Enge 1).

Foruden den fine Stribede Ryle, så vi også 14 Sortterner, 10 Skestorke, 3 Temmincksryler og 6 Tinksmede.

_______________________________________________________________________________________

Lørdag d. 10/7: Hvidrygget Ryle og Mongolsk Præstekrave på Rømø

Allerede d. 22/6 fandt KUC en Mongolsk Præstekrave på Råhede Vade (se her), og HKn og jeg var nede og lede efter den et par dage efter, men desværre uden resultat. Derfor var jeg helt i gear, da Ole Kristiansen fra Viborg genfandt den på Rømø d. 9/7! Jeg kunne ikke komme af sted inden solen gik ned, så måtte tålmodigt vente til dagen efter. Jeg satte vækkeuret til klokken enormt tidligt, og begav mig så mod Rømø, hvor jeg skulle mødes med OA og KEK. 

Vi mødtes på stranden, hvor den sidst var set, og fulgte daggryets spæde start. Vi kunne så småt begynde at se de første fugle, så der blev obset flittigt sammen med de øvrige ca. 40 fuglekiggere der stod nærmest. Eftersom tiden gik kunne vi konstatere at der var præstekraver, men ingen Mongo... Der dukkede flere og flere fuglekiggere op, så vi var efterhånden 70 der deltog i eftersøgningsarbejdet. Vores lille team, begav os sydpå mod Rømø Sønderstrand og vi kunne her se op imod 50 Hvidbrystede Præstekraver! De var simpelthen alle vegne... fed oplevelse. Vi nærmede os Havneby, da OA fik et telefonopkald. Vi lyttede nervøst, men kunne af Oles attitude dechifrere at Mongo nok ikke var genfundet, men der var bestemt noget i gære. Ole sagde noget i retningen af: "jamen - der er vi...", og så blev interessen for alvor vakt! Ole fik lagt på, og informerede os at der var fundet en Hvidrygget Ryle 2cy+ 500m syd for nedkørslen til stranden ved Havneby. Vi kørte i hast den sidste km langs stranden, og vi kunne hurtigt konstatere at den Hvidryggede Ryle gik fint sammen med Almindelig Ryler. Vi betragtede rylen i lang tid, og på nær hold, så det var en totalt fed oplevelse. Det var ikke det vi egentligt kom efter men det var da totalt sejt at være med hvor det sker.

Hvidrygget Ryle, Rømø d. 13/7 2004 - Foto: Per Poulsen

 

Hvidrygget Ryle, Rømø d. 13/7 2004 - Foto: Per Poulsen

 

Det var Danmarks 16. fund af Hvidrygget Ryle, og den blev vel dokumenteret med totalt fede fotos, her.

Læs mere om fund af Hvidrygget Ryle her.

Læs mere om fund af Mongolsk Præstekrave her.

Se fotos af Danmarks 1. atrifrons Mongo her.

OA og UEM betragter Hvidrygget Ryle d. 10/7 2004, Rømø Sønderstrand

Efter at have set på rylen i lang tid, trak den mod syd (for senere at vende tilbage), men vi kunne derfor vende tilbage til eftersøgningen af Mongo. Vi tjekkede alle fugle, og kunne igen nyde de mange Hvidbrystede Præstekraver foruden Hedehøge (2 2k han, og 1 ad han). Ca. ved 11-tiden var vi kørt til Havneby, og SÅ kom den befriende melding til de allerede glade birdere... MONGO var genfundet 300 m syd for Havsandsrende, Lakolk Strand hvilket var ca. 3 km VNV for nedkørslen ved Havneby. Vi kastede alt ind i bilen, og kørte straks mod Havsandsrende. Det var et helt surrealistisk syn at se så mange biler i høj fart over den flade strand, alle i bevægelse mod det samme punkt... Den første reelle forhindring var et stort oversvømmet område, men med vinduesviskerne i gang, og konstant fart lykkedes det at komme igennem på helt uhørt rally-stil! Bagefter, da hele seancen var overstået, fik jeg bilen i akut vaskehal i Lakolk, hvilket nok var tiltrængt.

Vi fik parkeret øsen, og kunne nu gå det sidste stykke til de heldige birdere der havde genfundet kræet. FEDT! Den gik der ligeså fint og kunne nydes sammen med Store Præstekraver. Den Mongolske Præstekrave blev bestemt til en 2cy/hun af racen atrifrons, og det er første fund af denne race i Danmark (første fund var en mongolus - læs evt. mere om bestemmelse i Birding World, vol. 16, no. 9, 2003).

Det blev således en totalt fed dag på Rømø, der så sandelig vil gå over i historien som et af de bedste twicth, idet vi fik set så mange fugle og vi fik set dem super godt. Efter det veltrængte besøg i vaskehallen, begav jeg mig yderst veltilpas mod Herning efter en helt enestående dag.

_______________________________________________________________________________________

Lørdag d. 19/6: Biæder 1 han og Stor Hornugle 2 1cy, No

Et besøg til Danmarks bedste grusgrav med ynglende Stor Hornugle og Biæder, var en sikker gevinst det meste af sommeren. Således også denne dag hvor begge arter kunne nydes, og for biæderne var det andet år i træk med ynglepar - stort! Det er en af de smukkeste fugle (i hvert fald en af de mest farverige), som vi har i Danmark, men den er meget sjælden som ynglefugl. Derfor er det da totalt fedt at de lige har slået sig ned i mit gamle kvadrat fra Atlas-undersøgelsen. Se billeder af Biæderne fra No her, her og her.

_______________________________________________________________________________________

Lørdag d. 12/6: Hvidnæbbet Lom trk nord, Husby Klit

Om aftenen den 11/6 lurede jeg vejrudsigten, og der var måske mulighed for lidt havtræk, selvom det ikke lige er prime time for den slags i midten af juni. Jeg ringede derfor til Erik Enevoldsen, for at invitere ham med i felten et smut. Vinden var SV ca. 8 m/s, og der skete da lidt (se her) og da klokken runder de 6.37 får EE øje på et brød af en lom der trækker mod nord et stykke ude. Han udbryder: "Sig det er løgn.... det er en Hvidnæbbet Lom!". Jeg får hurtigt fundet lommen, der enorm kraftfuldt flyver målrettet mod nord. Det hvide næb lyser langt væk, som var det et gigantisk lysstofrør! Fedt at få set min hidtidige dødsart på hjemmebane ved Husby Klit... Og så ca. 1 måned for sent i forhold til det normale trækmønster. Gad vide hvad jeg så skal kigge efter i månedsskiftet april/maj?

Den samme fugl blev set ved Langerhuse af RSN, se her. Rune har beregnet gennemsnitshastigheden til 35 km/t, hvilket synes lavt i forhold til den meget målrettede flugt. Gad vide om den har resten imellem de to observationssteder? Se endvidere et klassisk billede af en trækkende Hvidnæbbet Lom fra Skagen her.

_______________________________________________________________________________________

Onsdag d. 9/6: Amerikansk Hjejle, Fanø

Jeg havde aftalt med Niels Peter Brøgger og Bo Daugaard, at vi skulle på en aftentur til Årslev Engsø ved Århus. Da NPB og jeg holdt uden foran BD´s hus kom der en dofcall med Amerikansk Hjejle 2cy+ på Fanø, fundet af Kim Fischer. Turplanerne blev således ændret med det samme, og vi begav os mod Fanø.

Det er hamrende dyrt at få bilen med over til Fanø, idet Scanlines har monopol på ruten. Derfor var det vores store held, at KIF gad at hente os ved færgen, og køre os til hjejlen, der allerede var under opsyn af bl.a. HKn, MoS og KKK. Vi gik det sidste stykke ud over Grønningen, der er det nordligste punkt på Fanø, og her nød vi så synet af den flotte tundrahjejle i tidsrummet 19.30-20.15. Den var markant anderledes end de almindelige hjejler den rastede med, idet den var en anelse mindre, med en meget lang håndsvingfjersprojektion, der gav den et spidst/langstrukkent bagparti. Proportionelt adskilte den sig derfor ret meget fra de almindelig Hjejler. Rygfarven var endvidere markant mørkere, nærmest sort, med grove gullighvide pletter og bugen/bryst var ren sort i kontrast til en stor hvid "C-skål". Den hvide tegning der starter i panden og slutter i "C-skålen" var yders tydelig, og lyste op på lang afstand. Det lykkedes også at se de grå undervinger i flugten.

Det var Danmarks 7. fund af Amerikansk Hjejle, og der kan læses mere om fundet her, og ses fotos af den aktuelle fugl her.

_______________________________________________________________________________________

Mandag d. 7/6: Hvidøjet And, Ejby Mose

Jeg elsker simpelthen at arrangere en tur, når der er noget spændende at se et eller andet sted. Men at tage til Sjælland er bestemt ikke hverdagskost, og havde det ikke været for min kæreste, var det ikke sikkert at jeg var kommet af sted. Sagen var nemlig den, at hun skulle på kursus ved Tune i nærheden af Roskilde, og det var ikke så farligt langt fra Ejby Mose, så jeg kunne få et lift hele vejen derover foruden samvær med kæresten. Det er da lykken når man kan kombinere de to ting! Jeg flexede derfor fra arbejdet, og vi begav os til Ejby Mose, her.

Da vi ankom, varede det ikke længe inden jeg havde genfundet den Hvidøjede And i den lille mose, idet den lå og rastede sammen med en lille flok Taffelænder. Min kæreste gik tilbage til bilen, mens jeg gik om på den anden side af mosen for at få et bedre kig på den. Her mødte jeg så Peter Lafrenz, så det var et hyggeligt gensyn her midt i Glostrup! Jeg betragtede anden i godt en halv time, og noterede følgende i notesbogen: "lille kompakt dykand, en anelse mindre end Troldand, men med proportionalt større næb hvilket giver en lidt særegen profil. Hoved, bryst og flanke flot nødde/kastaniefarvet i kontrast til mørkere/brunsort ryg og indramning af hvid gump. Ved hvile holdtes halen i en vinkel af 45° hvorfor hvid undergump var særdeles tydelig. Dette ændredes ved aktiv dykadfærd, hvor halen holdtes mere vandret, og det hvide gump-parti kun netop kunne anes. Øjet er påfaldende med hvid iris i kontrast til sort pupil. Næbbet gråt med kun det yderste af neglen sort. Markering af sort "halsbånd" kunne svagt anes. Karakteren er forholdsvis uvæsentlig. Biotop indre København, mose af beskeden størrelse, men antageligt ikke markant anderledes end i yngleområderne. I selskab med Taffelænder og Troldænder. Desværre ikke set i flugt".

Efter at have set den Hvidøjede And, kørte min kæreste mig til Tåstrup Station hvor vi spiste aftensmad, og jeg tog så toget hjem til Jyll-and.

Læs mere om fundet af Hvidøjet And her, og se fotos af den aktuelle fugl her.

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 6/6: Turteldue, Nr. Lyngvig

Var taget til kysten denne dag for at kratluske og det blev en meget god dag. Jeg startede i Nr. Lyngvig Fyrhave, men der skete ikke ret meget. Ville derfor køre ned til Ringdrosselmarken ved Sdr. Lyngvig og her fandt jeg en gammel han Sortrygget Hvid Vipstjert - gad vide om den var en del af et ynglepar? Jeg fortsatte til Lyngvig Kirke, og her trak en Turteldue nord, hvilket er noget af et lokalhit efterhånden. Det var kun min 2. obs af Turteldue i Ringkøbing Amt (den første var Værnengene 8/6 1996!) så det var et fedt gensyn. Fra Kirken så jeg endvidere en sen Blå Kærhøg, hun inden turen gik til Vest Stadil Fjord og Stadilø. Ved Skelmosevej rastede 7 Sortterner og 26 Dværgmåger, så det var en pæn gevinst. Endnu bedre blev det dog ved Stadilø, idet jeg fandt en 2cy Hedehøg, der bestemt heller ikke er hverdagskost.

_______________________________________________________________________________________

Mandag d. 31/5: Stribet Ryle og Lærkefalk, Vest Stadil Fjord

Min kæreste havde været til en hel uges eksamen i Tune, så jeg var en god kæreste og blev hjemme fra Vest Stadil Fjord d. 29/5, selvom jeg havde kraftige overvejelser om at tage derud. "Desværre" fandt Peter Hedegaard Kristensen en Stribet Ryle der rastede ved Nordmarkerne SØ for Okkerbassinerne, netop denne dag, så det var lidt surt at han skulle skumme fløden... på den anden side er han jo heller ikke helt uden evner. Jeg tog først derud om mandagen, nok lidt i trods over at det ikke var mig der fandt den, men sådan er life. Det varede ikke længe inden jeg fik genfundet den Stribede Ryle, og den kunne nydes på tæt hold al den tid jeg var der. Foruden mit 3. gensyn med Stribet Ryle, var der mange fugle på Nordmarkerne. Stor Præstekrave dominerede med ca. 130 fugle, hvilket hovedsageligt er arktiske fugle der kulminerer medio-ult maj, foruden en Temmincksryle, 6 Almindelige Ryler, 10 Rødben, Stenvender og Strandhjejle. Foruden vadefugle var der 2 Atlingænder, hanner og 1 par Knarænder samt en gammel Blå Kærhøg.

Efterfølgende kørte jeg til Jagthytten på Skelmosevej, og herfra observeredes ca. 20 2cy Dværgmåger samt 1 4cy+, 10 Sortterner samt et lokalhit i form af en Lærkefalk der trak syd. Alt i alt blev det altså en rigtig god dag ved Vest Stadil Fjord.

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 30/5: Silkehejre, Mandø og Turteldue, Rømø

Der skulle luskes og findes hit! Derfor aftalte jeg at mødes med Ole Amstrup ved Mandø, som vi efterfølgende ville gennemsøge. Vi ledte intenst, og gennemgik snart hver en busk, men der var ikke overvældende mange småfugle i krattene. Vi besluttede os for at tage "ringvejen" fra Mandø By til Låningsvejen dvs. den sydlige vej. Efter et godt stykke gåtur (hvor OA var gået tilbage for at køre bilen til Lånignsvejen), mødte jeg Niels Knudsen. Vi faldt i snak, og man kan jo ikke dy sig for lige at spørge om han havde set noget.... jo! Der stod da en Silkehejre på den næste mark... Fedt at få genset Silkehejre, men den kunne jeg jo selv have fundet, så alligevel lidt øv. OA kom kørende fra den anden side, og fik vist taget nogle gode fotos af kræet. Niels Knudsen fortalte desuden at han havde haft en Hvidskægget Sanger dagen før ved hans sommerhus, og vi var da velkomne til at lede efter den. Det gjorde vi så efter at have nydt Silkehejren, men det blev ikke til nogen Hvidskægget Sanger

Vi fortsatte turen til Rømø, og på den nordlige del af Rømø, ved Juvre Skydeterræn, fandt vi en Turteldue, som jo efterhånden er et ganske sjældent syn. Det blev således en ganske god tur til Ribe og Sønderjylland selvom vores ambitionsniveau som sædvanligt var helt opskruet.

_______________________________________________________________________________________

Torsdag d. 20/5: Mellemkjove 1 ad og Karmindompap 3cy+ han sy, Blåvand

Jeg besluttede mig for et gensyn med Blåvand efter succes oplevelsen d. 11/5 med Alpejern. Jeg startede med en havobs. ved Sydhukket sammen med Martin Søgaard Nielsen, og vejret var super med skyfri himmel. Der trak en del fugle eks. Fløjlsænder 41, Almindelig Kjove 8 og Sortstrubet Lom 2 ad i fuld sommerdragt. Den ene af de to Sortstrubede Lommer trak simpelthen gudegodt i det fedeste morgenlys og på nært hold. Vi kunne næsten følge den så længe at vi kunne tælle de hvide felter på ryggen! Se et billede af Sortstrubet Lom i sommerdragt her (som eksempel). Godt en halv time efter denne fede obs., kom en adult Mellemkjove i lys fase, trækkende forbi på tæt hold! Martin tabte fuldstændig pippet over denne ekstremt fede fugl, som vi igen så mega godt. Det blev således en meget god morgen med træk ved Sydhukket.

Herefter tog vi et smut først til Grønningen, hvor vi fandt en Sortstrubet Bynkefugl foruden en Bynkefugl, og herefter tog vi til Nyeng der bød på en adult Skestork, Lille Kobbersneppe 800, Islandsk Ryle 30, Sandløber 3 og Almindelig Ryle 1000.

Da vi ankom til Blåvand igen sidst på eftermiddagen, satte vi os til Sydhukket for at havobse lidt. Her hørte jeg så den velkendte sang fra Karmindompap, og så gik den vilde jagt ind for at få fundet fuglen. Vi genfandt den hurtigt i fyrhaven, og det viste sig at være en 3cy+ han, og den kunne nydes resten af dagen samt den næste morgen. Alt i alt blev det et meget godt ophold på Blåvand Fuglestation, og det var hyggeligt at dele oplevelserne med Martin samt ABK og THE.

_______________________________________________________________________________________

Tirsdag d. 11/5: Alpejernspurv, Blåvand; Silkehejre, Skallingen og Sydlig Nattergal, Varde

Denne dag blev helt legendarisk... Jeg var taget på arbejde, som sædvanligt, og jeg blev fuldstændig rystet da meldingen om Alpejernspurv i Blåvand tikkede ind. Jeg rendte i små cirkler om mig selv, og fik ringet til Thomas Buus i Viborg, for der var da en chance for at han ville køre med det samme. TBN var klar på den værste, og jeg skulle give besked om jeg ville samles op i Herning ved Shell, eller om han skulle køre videre uden mig. Jeg for ned til min chef for at lave en deal.... hvis nu jeg lovede at have et regnskab klar til om fredagen, kunne jeg så flexe resten af dagen?? Heldigvis gik den igennem, så nu gik det stærkt. Jeg ringede straks til TBN for at aftale opsamling ved Shell, og dernæst ringede jeg til Louise (der havde fridag), om ikke hun ville finde alle mit grej frem, og køre det ned til Shell?

Så var grejet på plads, og TBN ankom til Shell, men i stedet for at køre med det samme.... kørte vi i McDrive!!! Hvad sker der, der er jo Alpejern! Men uden mad og drikke, ved i jo nok. Turen til Blåvand synes uendelig lang, for ringmærkede fugle har det med at forsvinde. Dette var også tilfældet da vi ankom, og fuglen var sidst blevet set på den helt store bunker i området. Vi stilte os på en nærliggende klittop, og gav os til at vente på Alpejernet. Det varede ikke længe inden fuglen dukkede op på den store bunker - FEDT!! Det var totalt cool at gense denne art, og så i Blåvand ved den bunker jeg har gået om tusind gange 2 år før...

Vi nød fuglen i lang tid, for det er jo ikke hverdagskost med Alpejern, og vi fik samtidig snakket med twitchere fra hele landet. Desværre mødte vi ikke den heldige finder Henrik Knudsen, idet han var taget på arbejde i Oksbøl.

 
Læs mere om fundet af Alpejernspurv her.

Det var Danmarks 10. fund af Alpejernspurv, og der kan læses mere om fundene her, og se fotos af den aktuelle fugl her.

Alpejernspurv, Blåvand d. 11/5 2004 - Foto: Per Poulsen

 

Efter at have nydt Alpejernet, begav vi os til Skallingen ca. kl. 14.30, hvor der var set Silkehejre. Det varede ikke længe inden vi genfandt Silkehejren ca. 200 meter efter 1. færist, og den kunne nydes ganske fint. Vi meldte den ud på Dofcall, så de øvrige twitchere på Alpejernet kunne tage et smut forbi. 

Efter to succesoplevelser, kunne vi snart ikke mere, men ville alligevel give den Sydlige Nattergal ved Varde Kær et forsøg. Den havde siddet der igennem et stykke tid, så det var da et forsøg værd. Det varede længe inden vi syntes vi hørte noget, men det var noget snavs. Derfor besluttede vi os for lige at provokere den lidt med båndoptager. Så skal jeg love for der kom gang i sagerne, idet den gik i gang for fulde hals lige ved siden af os...! Det lykkedes desværre ikke at se fuglen, men det var virkeligt fedt at høre den i Danmark igen. Det blev således en helt igennem mega fugleoplevelse med 3 rigtigt fede arter i Blåvandsområdet. Den dag vil bestemt gå over i historien... 

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 2/5: Sydlig Blåhals, Vest Stadil Fjord og Blåvinget And, Sneum Engsø

Efter gårsdagens gode tur til Vest Stadil Fjord, med efterfølgende Triel, var jeg klar på et nyt forsøg. Ole Amtstrup var ligeledes klar, og vi var ikke nået længere end til lidt havobs. før han ringede om Sydlig Blåhals ved skjulet på Skelmosevej. Vi tog selvfølgelig straks af sted, og vi kunne her så den Sydlige Blåhals synge for fuld kraft og på mega nær hold. Det var en totalt fed oplevelse, og vi fik registreret at den var ringmærket på venstre tarse. Mens vi stod og så på Blåhalsen, fandt vi desuden en Fiskeørn der rastede ved Mellemdyb og vi hørte to Traner i retningen af Søndre Dyb! 

Det var en totalt fed morgen ved Vest Stadil, men vi nåede aldrig til Nordmarkerne i det dofcall ødelagde endnu en tur: Blåvinget And ad han, Sneum Engsø! Mine forældre og jeg kastede os ind i bilerne og begav os mod Sneum, hvor jeg historisk set aldrig har været for heldig.... Da vi ankom var den sku også væk, så det var ret surt. Der var mødt en del fuglekiggere op, og vi spredtes efterhånden over et stort område i eftersøgningen efter den Blåvingede And. Endelig kom den befriende melding idet Henrik Mikkelsen havde genfundet den Blåvingede And sammen med en Atlingand på Vaden. Vi drog i hast til slusen, og gik de ca. 1,5 km. nordpå blot for kun at se den kort inden begge ænder lettede! Heldigvis gik de hurtigt til rast, og de kunne nydes ganske fint.

Som sidegevinst til den flotte Blåvingede And, så vi Sorthovedet Måge 2 adulte på rede foruden et par Nilgæs.

Der kan læses mere fundet af Blåvinget And ved Sneum her, og ses fotos af den aktuelle fugl her.

_______________________________________________________________________________________

Lørdag d. 1/5: Islom 1 2cy, Nr. Lyngvig, Sortterne m.v. Vest Stadil Fjord og Triel, Hjardemål!

I jagten på Hvidnæbbet Lom i Ringkøbing Amt, var Ole Amtsrup, Karl Erik Kristensen, Klaus Kevin Kristensen og jeg taget til Nr. Lyngvig for at se trækkende lommer. Vi obsede fra 05.35-09.00 og der var lidt bevægelse i lomemrne med Rød/Sortstrubet Lom 208n. Man sad hele tiden og håbede at den store med lysstofrøret kom, men det blev den lidt mindre lillebror Islom der kom i stedet ved 1 2cy fugl, der trak nord sammen med Rødstrubede Lommer kl. 06.53. Foruden lommerne så vi også 34 Suler, 2 Havlitter, 1 Dværgfalk, 6 Almindelig Kjove, Dværgterne 8, Dværgmåge 18 ad og 2 2cy og en Atlingand han. Det var en rigtigt god forårshavobs, selvom den store aldrig kom.

Efter succesen ved Nr. Lyngvig, fortsatte vi til Vest Stadil Fjord, hvor vi fokuserede på Nordmarkerne. Samtidig kom der melding sydfra med Stylteløber ved Sneum Engsø, og jeg adviserede lige mine forældre, der var på tur ved Hoverdal. De besluttede sig for at twitche Stylten ved Sneum, mens vi ville fortsætte ved Vest Stadil. 

Der var et væld af fugle ved Nordmarkerne, så godt at vi var flere til at lede! Brushane dominerede med hele 1000 fugle! Men vi fik også noteret Fiskeørn 1, Tinksmed 2, Bynkefugl 8, Rødstjert 2, Knarand 15, Skeand 22, Atlingand 1 han, Sortklire 4, Stor Kobbersneppe 1, Hvidklire 1, Stenpikker 1, Tornsanger 1 og årets første Sortterne med 3 overflyvende.

Mens vi stod ved Vest Stadil Fjord, bibbede telefonen igen med en dofcall. Denne gang var det en rastende Triel ved Hjardemål i Thy, og da jeg allerede havde lavet en forhåndsaftale med mine forældre om at ringe hvis der dukkede Triel op i Danmark, var sagen klar. Jeg ringede straks, og de stod netop med Stylteløberen ved Sneum, men det blev sandeligt ikke særligt længe! Deres ønske om at se Triel i Danmark, var blevet vakt efter en påskerejse til Mallorca samme år, hvor de var faldet fuldstændig for Trielens mystik (hvilket er ganske forståeligt). Således blev det, at mens jeg kørte hjem til Ibsensvej fra Vest Stadil Fjord, kørte de fra Sneum for at samle mig op i Ringkøbing.

Det blev således kun til et kort holdt inden turen gik nordpå (fra Sneum ca. 220 km....) og efter en lang tur, ankom vi til Hjardemål ved 19-tiden. Der var allerede et par fuglekiggere på lokaliteten, så vi kunne rette teleskoperne op, og nyde en rigtigt fed Triel i det fine aftenlys. Den fugl er bare for sej, for der er et eller andet totalt mystisk over dens udseende med det store stirrende gule øje. Der kan ses billeder af den fede Triel fra Hjardemål her.

Efter en hel dags oplevelser med fugle, kørte vi til Thisted, hvor vi købte en king size pizza der blev nydt med udsigt til Limfjorden. Det var en totalt hyggelig oplevelse oven på en lang og begivenhedsrig dag med mange fede fugle.

_______________________________________________________________________________________

Lørdag d. 17/4: Skestork, Værnengene

Havde besluttet mig for en tur til Værnengene, men kunne samtidig assistere Karl Erik Kristensen med tællinger på Skjern Enge. Jeg startede ved Hestholm hvor 40 Sorthalsede Lappedykkere noteredes foruden Gråstrubet Lappedykker 1, Skeand 38, Atlingand 2, Klyde 26 og en adult Dværgmåge. Jeg fortsatte til Værnengene, og her fandt jeg to adulte Skestorke, der fouragerede ved Nordladen inden de lettede og trak øst. Der er stadig lidt hit over at se Skestork uden for Skjern Enge, så det var turen værd. Værnengene bød også på andre fede ting, idet "Engpolitiet" (Stor Kobbersneppe) var repræsenteret med 15 fugle men følgende noteredes også: Ravn 2, Bjerglærke 1, Rødben 30, Dværgfalk 1 ad han og Hjejle 800.

Jeg tog fra Værnengene og ankom til Lønborggård kl. 11.40. Her assisterede jeg så KEK med de officielle tællinger, og vi havde en ganske fin obs. Bjergand var pænt repræsenteret med 8 hanner og 16 hunner ligesom Skeand bød på 12 hanner og 11 hunner. Den fedeste oplevelse var bestemt en juvenil Havørn der trak vest over området på tæt hold. De øvrige observationer kan ses her.

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 11/4: Nordisk Lappedykker 4, Blåvand

Der var igennem et stykke tid meldt om en del Nordiske Lappedykkere ved Blåvand, og fænomenet er ikke helt ukendt. De raster ofte her og længere sydpå, inden de krydser Jylland i deres træk til Sverige. Vi ser således ikke ret mange i Ringkøbing Amt, og jeg havde derfor kun set Nordisk Lappedykker 1 gang før i Danmark, helt tilbage i 1997. Jeg fik det derfor kringlet således, at jeg kunne hilse på mine forældre i Billund Lufthavn (netop hjemvendt fra USA, forældrene altså) kl. midt nat, inden jeg kørte videre til Blåvand.

Da jeg ankom til Fuglestationen, blev jeg sat i krydsforhør af Rasmus Strack og Tim Hesselballe, der skulle vide hvem det var der brød ind i deres fest. Derfor blev det heller ikke til så meget søvn, men det gør ikke så meget for man er jo ung... endnu. Næste morgen begyndte jeg så morgenobsen, og det lykkedes at finde 3-4 Nordiske Lappedykkere i sommerdragt så det var et glædeligt gensyn. Som sidegevinst fandt jeg Havlit, Splitterne og Fløjlsænder, inden turen gik hjemad igen. Jeg gjorde et kort hold på Skjern Enge, og fandt 8 Skestorke ved Lønborggård og 2 ved Hestholm, så det blev en ganske fin dag. 

_______________________________________________________________________________________

Lørdag d. 27/3: Korttået træløber, Hoven

At starte dagen med en SU-art lyder næsten som en drøm, men når det er en sub-syngende Korttået Træløber, der kun høres, så er det alligevel knap så fedt. Jeg havde ikke set arten før i Ringkøbing Amt, og den er opført på listen over arter der skal SU godkendes. Da Michael Mosebo Jensen og Hans Rytter havde hørt en ved Hoven, uden at tænke over artens sjældenhed i det Vestjyske, besluttede jeg mig derfor at følge op på fundet. Jeg ankom ved 7.15 og selve fundet har jeg efterfølgende beskrevet til SU, læs her. Foruden Korttået Træløber, fandt jeg også Halemejse 1 par, Bjergvipstjert 1 ad han syngende og 3 Hvide Vipstjerter.

Efter det korte hold ved Hoven, fortsatte jeg til Skjern Enge, der igen bød på en lang række fugle. De bedste observationer fra denne tur blev 37 Klyder, 1 par Knarand, 29 Bjergænder (11 han og 18 hun), 130 Troldænder og en adult Skestork.

_______________________________________________________________________________________

ndag d. 22/2: Brilleand 1 ad han og 1 hun, Blåvand

Henrik Knudsen havde igen fundet Brilleand ved Blåvand, og jeg ville meget gerne se en ordentligt i stedet for den halv-heldårlige jeg så i 1997 (der blev skræmt væk af militære skydninger!). Derfor tog jeg sammen med min far til Blåvand, for at lede efter "Brillemanden". Vi ankom til Blåvand og gav os til at lede langs Sydhukket og længere øst på, med udgangspunkt ved ishuset. Så kom meldingen... den var genfundet ved Lille Strandvej og vi var på pletten ca. kl. 10.50, men der var selvfølgelig allerede folk på stedet. Vi pakkede grejet ud, og gik ned til de andre observatører på Stranden, og jeg fik samtidig adviseret Alex Sand Frich om genfundet via mobilos. Vi fik endeligt genfundet "Brillemanden", men det var lidt svært pga. bølger, og der kom en heftig byge oven i købet. Da det klarede op ringede ASF til mig, og spurgte om vi havde set dem begge to? "Ja" svarede jeg, "vi har begge set den fint" (underforstået min far og jeg). ASF prøvede igen, "jamen der er to fugle....". Så fik vi travlt med at efterlade de andre på stranden, for de troede ikke rigtigt på mig da jeg sagde det, og udsynet var ikke optimalt fra stranden. 

Derfor gik vi op til ASF der havde følgeskab af HKn, BEJ og PNN, og herfra havde vi fint udsyn, da vi stod på en lille klitvold. Vi så begge Brilleænder rigtigt godt, og selvfølgelig et stort tillykke til ASF der ædlede Brilleand hunnen. Det var også fortjent, for han ville egentlig ikke køre på arten, men finde den selv! Sådan blev det jo næsten også, omend en mellemting. Det er første fund i Danmark af et "rent par", og vi observerede parringsadfærd hos hannen, idet den kastede hovedet bagud og stak næbbet lodret i vejret. Læs i øvrigt hele ASF´s finderberetning her.

På vejen hjem fra Blåvand fandt vi først en rudel på 18 Krondyr, og efterfølgende 3 hanner med kæmpe-gevir i Glenfiddich stil. Det var en totalt fed bonus!

_______________________________________________________________________________________

Søndag d. 15/2 og Lørdag d. 21/2: Mosehornugler og Havørne, Halby

Karl Erik Kristensen havde under eftersøgning af Havørn fundet en "overdagningsplads" for Mosehornugle ved Halby. Jeg kørte derud søndag d. 15, og ganske rigtigt var der 4 Mosehornugler! Det skal lige siges, at de ikke først blev bestemt til sådanne, for det er da ikke Mosehornugler der sidder i træer? Obsen var dog også meget kort, og den halmgule grundfarve stred imod den oprindelige bestemmelse, men fuglene var simpelthen ikke set godt nok. Vi fik dog efterfølgende påsat den rigtige label, og blev en hel del erfaringer rigere. Havørn var der dog ikke, så besluttede mig for at prøve igen (og for at se uglerne bedre). Det nye forsøg var lørdag d. 21/2, og her blev det til 2 Mosehornugler samt 2 rastende Havørne ved Klægbanken.

_______________________________________________________________________________________

Lørdag d. 3/1: Klub 5 stiftes ved Kongeørn 3cy+, Borris Hede og Havørn 4, Klægbanken

Denne dag blev Klub 5 stiftet. Jeg havde ikke været ved Klægbanken for at se Havørn endnu, men der var meldt op til 3 fugle. Det var bidende koldt da jeg ankom til Halby, og det meste af fjorden var frosset til. Jeg begyndte at spejde, og det varede ikke længe inden jeg fandt den første, den anden, den tredje, og sandelig om jeg ikke kunne tilføje én ekstra! Jeg ringede mega triumferende til KEK, der næsten dagligt havde oppasset ørnene: "Kan du ikke gøre dit arbejde ordentligt? - Der er 4!". KEK var helt rystet over at jeg i første forsøg kunne lave ny dagsmaks, men heldet følger som bekendt de tossede. KEK kom ilende til lokaliteten, og vi så nu de 4 Havørne.

Mens vi stod der, ringede Ole Amstrup fra Borris Hede, at de stod med en 3cy+ Kongeørn! Vi kastede alt i bilerne og kørte straks til Borris. Kongeørnen var væk da vi ankom, men det varede ikke længe inden den var genfundet, og vi så den simpelthen forrygende godt! Således fik Karl Erik Kristensen og jeg set 5 ørne i Ringkøbing Amt på én dag, og Kongeørnen var ny amtsart for mit vedkommende. Det var en fed start på fugleåret 2004!

 

Copyright 2005-2010 © Ulf Eschou Møller