Home                                  Galleri                                  Artsliste                                  Artikler & Links                                  Uge 41
 

Links til galleriet:

Ørkenstenpikker

Rødhalset gås

Grønlandsk Blisgås

 

Vest Stadil Fjord - Søndag d. 30/10 2005

Historien om denne begivenhedsrige dag starter allerede dagen inden, på en regnvejrstung lørdag. Denne dag var jeg et smut forbi Vest Stadil Fjord, men desværre kun i transit, idet Karl Erik Kristensen og jeg, havde været ved Bøvling Klit for at lede efter Jagtfalken, der huserede i området. Vejret viste sig absolut ikke fra den bedste side denne lørdag, med en front over Vestjylland stod morgenen på tung regn og meget ringe sigt, mens resten af landet nød en blå himmel og solskin. Omkring middagstid besluttede vi os for at drage hjemad, de hele dagen som så ofte før, ikke var til rådighed, og optimismen forsvandt vist lige så hurtigt som sigten. Vi havde godt bemærket en flok hjejler, der stod ved Bankgården, så overraskelsen var stor da jeg samme aften fik en SMS fra Erik Enevoldsen, om en mulig tundrahjejle herfra! Jeg var så uheldig i foråret med den amerikanske tundrahjejle ved "Nordmarkerne", så jeg besluttede mig for at drage mod Vest Stadil Fjord morgenen efter.

Jeg kom af sted med lidt forsinkelse, for man skal jo stå tidligt op når man bor i Herning, og gerne vil være ved kysten når det lysner. Det var således allerede lyst da jeg nåede kysten ved Søndervig, så jeg kunne ligeså godt tjekke markerne når jeg bevægede mig nordpå. Jeg havde allerede været i mobilkontakt med EE, hvor vi aftalte at mødes ved VSF, så jeg havde ikke synderligt travlt. Jeg holdt ind på en P-plads kun 500 meter før Bankgården, og da blev obsen afbrudt af telefonen. Det var EE, så jeg tænkte straks at "FEDT de har genfundet hjejlen.....!", men i stedet sagde EE noget triumferende: "Så er art nr. 4 på plads i år!". Jeg tænkte så det knagede.... "hvilke arter har EE fået som ny i år?"...."4?....øh....". EE måtte hjælpe lidt på vej: "Ja...stenpikker art nr. 4..... Ørkenstenpikker!". Jeg blev straks helt febrilsk og spurgte dumt: "Hvor henne?".... og fik det indlysende svar "Ved Bankgården", hvor vi jo sådan set skulle mødes. Jeg fik vist råbt et eller andet i stil med "Jeg kommer!", smækkede røret på og drønede de sidste 500 meter inden jeg ankom til lokaliteten.

 

Ørkenstenpikker hun, "Bankgården", Vest Stadil Fjord, 30/10 2005

Fuglen var selvfølgelig væk, men det varede ikke længe inden den sad på tagryggen og de første "Record-shots" kunne fyres af.

Ørkenstenpikker hun, "Bankgården", Vest Stadil Fjord, 30/10 2005

Det er det 3. fund af Ørkenstenpikker ved Vest Stadil Fjord, idet landets første en ad han rastede ved Sidselbjerg i oktober 1987, og en hun-farvet rastede på Skelmosevej d. 28/10 i 2001. Læs mere om disse fund her. Jeg så sidstnævnte fugl, så der skulle altså gå 4 år før denne flotte fugl igen kunne nydes ved Vest Stadil. Det er lidt bemærkelsesværdigt at Vest Stadil Fjord nu tegner sig for 3 ud af landets kun 8 fund, og at EE har sat sine fingeraftryk på 2 af dem! Uanset sjældenhed, så var det enormt fedt med et gensyn, og fuglen kunne nydes i ro og mag på tæt hold.

 

Ørkenstenpikker hun, VSF 30/10 2005

Ørkenstenpikker hun, VSF 30/10 2005

Ørkenstenpikker hun, VSF 30/10 2005

NVM, ASF og SEP ved Bankgården

Selve fundet kan der læses mere om her, men jeg gengiver lige kort situationen som beskrevet af EE og ASF. De to skarpe feltornitologer havde sat sig i læ bag Bankgården, for at "bladre" hjejlerne igennem. ASF var allerede dybt optaget af hjejlerne, og sad med hovedet fasttømret til teleskopet, mens EE derimod var ved at skænke en kop kaffe. Lige pludselig kommer en stenpikker flyvendre rund hjørnet og lander kun få meter fra ASF´s fødder, hvorefter den letter og flyver væk igen. EE udbryder: "Så du den lyse stenpikker?". Jagten gik ind, og det varede ikke længe inden Ørkenstenpikkeren var gjort god! Fuglen fouragerede for det meste i gårdspladsen eller umiddelbart syd for gården, og den fløj ofte op på tagryggen for at raste. Den blev nydt af mange tilrejsende i dagen løb, og ekstremt gode fotos findes her

SEP, NVM, EE og BEM ser på Ørkenpikker

Mens vi stod ved "Bankgården" observerede vi tilmed en sydtrækkende Stor Tornskade og en Silkehale, foruden 1-2 lapværlinger, så der var ren "Bonanza"-tilstand ved Vest Stadil Fjord denne morgen.

 

Rødhalset gås, Vest Stadil Fjord 30/10 2005

Dagen inden havde Jens "Lynild" Hjerrild fundet en Rødhalset gås, der rastede sammen med grågæs øst for "Nordmarkerne". Jeg havde ikke set arten siden april 2000, så den trængte bestemt til en genopfriskning. Efter at have nydt Ørkenstenpikkeren i et godt stykke tid, og set de første Twitchere indfinde sig, drog vi mod "Nordmarkerne" for at lede efter den Rødhalsede gås. Vi parkerede ved slambassinerne og gik på stien der fører mod øst (storpiber-sporet) og fandt hurtigt den Rødhalsede gås sammen med grågæssene. Desværre var lyset enormt ringe, næste stik modlys, så jeg besluttede at gå til østdiget og derefter sydpå, for at få en bedre vinkel på gæssene. Det lykkedes fra østdiget at få et par "Record-shots" trods afstand og lidt dis.

Rødhalset gås, VSF, 30/10 2005

Rødhalset gås, VSF, 30/10 2005

 

Grøndlansk blisgås 2, Vest Stadil Fjord 30/10 2005

Mens vi stod på østdiget, hørte jeg pludselig "En gås under vand"-agtig lyd som jeg ikke lige umiddelbart kunne genkende. Jeg fik hurtigt øje på 3 gæs der kom flyvende fra nord, og kunne konstatere at der var tale om 2 Blisgæs sammen med en grågås. I det ekstremt gode medlys vi havde fra østdiget, kunne alle feltkendetegn ses, og hva´ var nu det.... de var kæmpestore og mørke, og de havde lysende orange næb! Fedt.... Grønlandsk blisgås (ssp flavirostris)! Det var et nyt racekryds for mig, og det er jo altid et kick når man selv finder fuglene. Gæssene landede i flokken med grågæssene, og den med "øm hals", så alle tre arter kunne ses fint.

Grønlandsk blisgås ssp flavirostris, VSF 30/10 2005

Grønlandsk blisgås ssp flavirostris, VSF 30/10 2005

Grønlandsk blisgås ssp flavirostris, VSF 30/10 2005

Grønlandsk blisgås ssp flavirostris, VSF 30/10 2005

Mens vi stod i en større flok og nød synet af gæssene, fik vi melding om at Jagtfalken var pp ved Bøvling Klit, så vi kørte af sted nordpå. Denne gang lykkedes det os dog ikke at have heldet med os - fuglen var væk, men det ville jo også næsten være for mange synsindtryk på en oktoberdag, så den må vente til næste gang.... 

Der obses gæs, VSF 30/10 2005

 

Copyright 2005-2008 © Ulf Eschou Møller